0

Eske Brock

1560-1625

Eske Brock var en af landets mægtigste godsejere, og han satte sig mange spor ikke blot på Gammel Estrup, men også i Danmarkshistorien

Eske Brock

Han var for eksempel medlem af Christian IV's rigsråd og fik tildelt hvervet som lensmand over Dronningborg Len. Eske Brock skrev også dagbog, og mange af hans optegnelser er bevaret og giver et enestående indblik i en herremands liv på den tid.

I alt fik Eske Brock otte børn med sin hustru, Christence Viffert. De fem børn døde før forældrene, og ved arvedelingen efter Eske Brocks død i 1625 blev det datteren Jytte Brock og svigersønnen Jørgen Skeel, der kom til at arve Gammel Estrup.

Opvækst

Eske Brock blev født og voksede op på Gammel Estrup; Brock'ernes mægtige herregård midt på Djursland.

De udstrakte engarealer øst for gården var forudsætning for studedriften, mens de skovklædte højdedrag vest for fungerede som herremandens jagtområde, dyrehaven og den stenomhegnede oldenskov, hvor oldensvinene spiste sig fede.

Eske Brock beskriver i sin dagbog, hvordan han som barn blev sat til at løbe efter hundene, når der var jagt. Det var hård fysisk træning og lagde grobunden for hans storartede fysik.

Dagbog

Eske Brocks dagbog fra juli 1604 med adskillige kors inklusiv det ene med de fire tværstreger.

Eske Brock førte dagbog, og i dag er vi så heldige at hele ni af dem er bevaret – bøgerne er fra år 1604, 1608-09, 1611-1613, 1617, 1619 og 1622.

Dagbogen eller rettere almanakken var meget almindelig hos den danske adel i renæssancen. Det var på mode at have den lille lommebog med sig og gøre notater om sin færden. Almanakken svarer til vore dages kalender, hvor der er for-trykte datoer, information og plads til notater.

I almanakken var der endvidere nyttigt læsestof om årets mærkedage, solens og månens stilling, astrologiske spådomme og tavler til at udvælge hvilke dage der var gode, middel eller onde til at gå ud, købe eller sælge, at indgå ægteskaber, at iføre sig nye klæder, at bygge hus, at skære hår af, at arbejde med ild og så videre.

Eske Brocks dagbøger er i dag en vigtig kilde til livet i dansk renæssance. De rummer en række informationer om Eske Brock; hvem han besøgte, notater om salg af jord og ombygninger.

Bøgerne er også en vigtig kilde til information om hele hans families besøg, fødsler og ægteskaber.

Sidenhen er Eske Brocks dagbøger blevet mest kendt for hans optegnelser over, hvor stor en rus han havde, når han var til selskab. Efter hvert drikkelag satte han et kors, hvor antallet af tvær-streger svinger mellem et og fire afhængig af rusens størrelse. Kun en enkelt gang sætter han fire tværstreger og skriver efterfølgende ”Libera nos Domine” (”Gud fri mig vel!”).

Eske Brocks dagbog fra juli 1604 med adskillige kors inklusiv det ene med de fire tværstreger.

Ægteskab

Den danske adel cementerede efter reformationen deres privilegerede adelsskab ved at foretrække at gifte sig ind i slægter med adelige forfædre i flere led. På den måde samledes meget gods på få hænder.

Eske Brock fulgte dette mønster. Hustruen Christence Viffert var således af passende herkomst, da hendes far, Axel Viffert, var rigsråd og kongelig befalingsmand på Malmø Slot. Derudover var hun rundet af de fineste adelsslægter som Brahe, Rosenkrantz og Thott.

Christence Viffert blev i sin ungdom opdraget af adelige klosterdamer på klosteret Preetz i reformationens højborg, Nordtyskland.

Efter en uddannelse med blandt andet kunst-broderi som særlig kompetence blev hun højt anset hofdame ved Frederik II's dronning Sophies hof på Frederiksborg.

Her var hun 1578-88, mens den kommende kong Christian IV voksede op sammen med sine søskende. En faktor der kan have spillet ind i det nære forhold Eske Brock gennem årene fik til kongen.

Bryllup

I juli måned 1589 stod brylluppet mellem Eske Brock og Christence Viffert på Køge Rådhus. Det har været et festligt lag med masser af mad, vin, dans, musik og sang.

Københavns lensmand, Ditlev Holck, fik efter brylluppet kongelig ordre på at undersøge, om man havde danset under måltidet ved bryllupsfesten; det var nemlig aldeles forbudt ifølge Frederik II's bryllupsreces fra 1586. Recessen var svar på flere tilfælde, hvor dans på bordene havde udviklet sig til ildebrand.

I Eske Brocks dagbog er det med symboler markeret, hvor meget han drak. Et almindeligt kors betød en rus, mens antallet af tværstreger på korset viste rusens størrelse og kunne svinge fra én til fire. Hustruen Christence Viffert var ofte med til festligheder, hvor Eske Brock har lavet kors i dagbogen, og vi ved fra andre kilder, at også tidens adelsfruer drak rigeligt.

Bryllupper var en kærkommen lejlighed til god mad, vin og dans. Det var således et standstegn at give (d.v.s. betale for) et bryllup, og Dronningen gav ofte sine hofdamers.

Lave Brock

Eske Brock og Christence Viffert fik i alt otte børn, men kun tre levede længe nok til at arve deres forældre. Den eneste søn, Lave Brock, døde på dannelsesrejse i Paris blot 23 år gammel. En sådan rejse var nærmest obligatorisk for adelens sønner på denne tid.

Det var en stor sorg for forældrene at modtage nyheden om sønnens død, for som eneste søn var det Lave Brock, der skulle have ført slægten og slægtsnavnet videre.

I Eske Brocks dagbog kan man se, at Eske Brock nød den tid, han havde med sin søn, og at han gik meget op i at opdrage og være sammen med ham.

Når Eske Brock en sjælden gang var hjemme fra sine mange gøremål, så var det således rævejagt sammen med sønnen, der trak. Eske Brock nævner i dagbogen, hver gang han fik fat på mikkel.

De tre søstre

Jytte, Birgitte og Lisbeth Brock var de eneste overlevende børn ved arvedelingen efter Eske Brock. Han efterlod sig ikke noget testamente, og det blev derfor dem og deres ægtemænd, der skulle fordele det store godsimperium.

Det var en enorm rigdom på hele 7.634½ tønder hartkorn, som han efterlod sig. Deriblandt var hele otte herregårde:

Jytte Brock og Jørgen Skeel arvede Gammel Estrup og Vallen.

Birgitte Brock og Tyge Brahe arvede Vemmetofte, Alnerup og Ellinge.

Lisbeth Brock og Frands Lykke arvede Hevringholm, Estruplund og Ørtofte.

Arven blev således ikke helt ligeligt fordelt med hensyn til antal godser og jord, men Jytte Brock fik det nyistandsatte Gammel Estrup, som familien vurderede til at være flottere på ejendom, herlighed og bygning.

Næste generation på Gammel Estrup blev Jytte Brock og hendes mand Jørgen Skeel.

Lensmand på Dronningborg

De dagbogsoptegnelser, som Eske Brock førte, handler først og fremmest om det, der lagde beslag på størstedelen af hans tid: Lenet, godset og familien. Da han i 1596 blev udnævnt til rigsråd, fik han også tildelt Dronningborg Len, som genantlen, der i modsætning til et regnskabslen gav et større afkast til lensmanden.

At blive lensmand var at forvalte kongens godser, der lå spredt i hele landet. I Randers lå frem til midten af 1700-tallet Dronningborg Slot, hvor Eske Brock tog bolig, mens han var lensmand. Det var praktisk, da det også lå tæt på hans private godser. Blandt lensmandens opgaver var først og fremmest forvaltningen af det lokale krongods, hvortil kom skatteopkrævning, tilsyn med købstæderne og det lokale retsvæsen. Endvidere var han den øverste militære myndighed i lenet.

Lensmandens pligter hos kongen omfattede også at fremskaffe oplysninger om lokale forhold eller afgive indberetninger af mere generel karakter til centraladministrationen, forestå adeliges dødsboer og værgemål, besigtige gods i forbindelse med kronens mageskifter (salg og bytte af områder og herregårde), undersøge klager over andre lensmænd og så videre.

 

I Eske Brocks dagbøger møder man en række af lensmandens forskelligartede opgaver. I 1617 ønskede Christoffer von Gersdorff at mageskifte med kongen, og i marts var Eske Brock sammen med adelsmændene Christen Holck, Laurids Ebbesen Udsen og Knud Gyldenstierne "udi marken og en part af godset beså. Samme dag var bønderne på begge sider hos os og deres ejendom og landgilde ved oprakte fingre og helgens ed bekende."

Fire år tidligere, i oktober 1613, havde Eske Brock været på Silkeborg Slot sammen med Manderup Parsberg for at undersøge den klage, som kronbønderne havde indgivet over lensmand Christen Holck, "og var mest klammer [snak og sludder] bønderne havde klaget."

Eske Brock havde en fremragende økonomi, og lenet hjalp ham med fast og godt årligt afkast.

I 1608 blev lensmandsgenanterne (naturalieindtægterne) omregnet til penge, og Eske Brocks genant vurderedes da til 2.623 daler. Han blev kun overgået af Steen Brahe på Kalundborg Slot (3.037 daler) og Manderup Parsberg på det store og særdeles givtige Ålborghus (3.356 daler).

Storgodsejer

Eske Brock benyttede 1580’erne og 1590’erne til at opkøbe gods, og det skulle senere vise sig at blive hans store lidenskab. Dette fremgår tydeligt af skattelisterne:

I 1587 ejede han 1.560 tønder hartkorn,
i 1609 2.184 tønder,
i 1614 3.120 tønder,
i 1617 3.432 tønder

Og i 1624 var hans samlede godsmængde nået op på hele 8.424 tønder hartkorn fordelt på otte herregårde og små 1.000 fæstegårde.

Denne store godsmasse affødte præsten Jacob Fabricius’ kendte bemærkning om at "Eske Brock kan, når han vil rejse fra Jylland til Norge, hver nat ligge på sit eget gods."

Eske Brock begyndte med at tilbagekøbe de dele af Gammel Estrup, der var gået over til andre slægter. Dernæst opkøbte han alle fæstegårde omkring Gammel Estrup, så han i 1625 var eneejer af herregården og alle gårdene i omegnen.

Storgodsejer

Hustruen Christence Viffert bragte det skånske gods Alnerup med ind i ægteskabet, og i 1595 arvede Eske Brock ydermere herregården Vemmetofte efter sin moder.

Man siger, at Eske Brock ved sin død i 1625 var den rigeste mand i Danmark foruden kongen.

Gammel Estrup på vævet gobelin fra omkring år 1700.

Christian IV's rigsråd

I perioden mellem Frederik II's død i 1588 og kroningen af sønnen Christian IV i 1596 blev Danmark regeret af en såkaldt formynderregering.

Rigsrådet var i denne periode reduceret fra 20 til kun 12 medlemmer. Desuden stod embederne som kongens kansler og rigshofmester ubesatte.

En af Christian IV's første handlinger som konge blev udnævnelsen af en række nye regeringsmedlemmer: Christian Friis blev kansler og rigsråd, mens Christoffer Walkendorff udnævntes til rigshofmester. Dertil kom otte nye (og forholdsvis unge) rigsråder, heriblandt Eske Brock, der den 10. juni 1596 kunne aflægge ed som rigsråd.

Samtidig fik de nye regeringsmedlemmer tildelt len, hvor Eske Brock fik det nørrejyske Dronningborg med hovedsæde i Randers.

Igennem hele sit liv nærede Eske Brock stor respekt for Christian IV, der i hans dagbøger altid omtaltes som "Kongelig Majestæt".

Eske Brock blev også en af kongens mest trofaste rigsråder. Han mente, at man skyldte sin herre og konge sømmelig underdanighed og respekt. Derfor undlod han også at kritisere kongen alt for åbent, når han mente, at kongens politik, specielt forholdet til udlandet, var forkert. Christian IV forstod at værdsætte denne trofasthed.

Kongens betroede mand

Der herskede et fortrinligt forhold mellem kongen og Eske Brock, og han fik derfor en lang embedsperiode for kongen - blandt andet som lensmand på Dronningborg. Ved hjælp af lenet kunne Eske Brock også hente finansiel støtte i den kgl. kasse til godsopkøb.

I rigsrådet gjorde Eske Brock især sin indflydelse gældende på det udenrigspolitiske område. Han udarbejdede mange af rådets afgørende betænk-ninger over udenrigspolitiske forhold, og han var hyppigt anvendt af kongen som udsending.

Kongens retterting

Blandt en rigsråd som Eske Brocks opgaver var hvervet som medlem af landets øverste domstol, Kongens Retterting, der blev afholdt på årlige møder. I sin dagbog har Eske Brock noteret de mere opsigtsvækkende sager, hvor adelige var involveret, således for eksempel på rettertingsmødet i Hor-sens 1609. Her blev Albret Skeel den 25. januar dømt til døden for overlagt mord på fogeden Niels Jensen Varde, der havde været Skeels modpart i en retssag: "Den 27. blev Albret Skeels hoved på Horsens torv afhugget".

Rusland 1602

I 1602 var Eske Brock en del af hertug Hans' store følge til Rusland. Christian IV ønskede tættere forbindelser med det russiske zarrige og han arrangerede derfor en ægteskabsalliance mellem zaren Boris Godunovs datter, Xenia, og sin lillebror, hertug Hans.

Det danske følge kom sikkert hjem til Danmark, mens kaos brød løs i Moskva, da zaren også døde.
Hertugens russiske forlovede led en krank skæbne, da hun måtte se sin lillebror og moder myrdet og selv endte sine dage i kloster.

Eske Brocks ligprædiken nævner rejsen som strabadserende. Det er en underdrivelse. Følget rejste gennem et Rusland præget af kaos, oprør og hungersnød. Hertug Hans døde i Moskva, før han nåede at blive gift, og de danske diplomater fik travlt med at forhandle sig ud af miseren.

I krig

I 1611-13 udkæmpedes en krig mellem Danmark og Sverige, der fik navnet Kalmarkrigen, da Christian IV startede sit angreb på den svenske by Kalmar. I Eske Brocks dagbog fortælles detaljeret om de opgaver, han udførte for Christian IV under krigen. Krigen skulle vindes ved hjælp af tyske lejetropper og ved at føre krig på to fronter. Kongen var ved Kalmar; den store handelsby der var porten til Rusland på den svenske Østkyst.

Eske Brock var ved Falkenberg på vestkysten, hvor han mønstrede sine tropper. Herfra skulle slaget om Elvsborg stå. Den store borg, Elvsborg, lå ved udløbet af Götaelven, hvorfra svenskerne udfordrede Øresundstolden.

Eske Brock stod for forplejning af tropperne og uddeling af krigsbyttet. I følge Christian IV's krigsforordning, deltes byttet i hovdyr og klovdyr. Konge og adel delte hestene, mens adelen fik alle køer og får. På den måde kunne en adelsmand få et rigt udbytte, når kongen til forplejning skulle bruge alt, der kunne spises og måtte købe byttet tilbage.

Krig og økonomi

Under krigen blev der både spillet og handlet, og der var store summer på spil, når Eske Brock var involveret - og han både vandt og tabte. Af klare strategiske grunde tabte Eske Brock altid i spil til kongen. De andre adelsmænd vandt han derimod over.

Hvert et beløb noterede han i sin dagbog, og man forstår en hvis rangorden under spillet. I 1612 i Halmstad blev et skøde på den store herregård Sostrup på Djursland underskrevet. Det var Eske Brocks kommende svigersøn Jørgen Skeel, der købte, og Eske Brocks myndling, den 18-årige Hans Seefeld, der solgte. Sagnet siger, at Seefeld skulle have tabt gården i kortspil.

Da Eske Brock vendte hjem fra Sverige, gik der knap en enkelt dag, før han igen var ude at opkøbe ejendom. Krigsbyttet skulle investeres, og også en ny tilbygning til herresædet Estrup var på programmet.

Estrups nye kamtakkede gavl blev prydet med en kirkeklokke, der tidligere havde ringet menigheden sammen i en svensk kirke. Det må have kostet en del slid at få den helt derop, men historien om Eskes krigslykke og Guds hjælp skulle fortælles for hver en pris...

Sygeleje

Under sin deltagelse i Kalmarkrigen lagde Eske Brock sig pludselig syg ved Falkenberg i Sverige. Det var åbenbart så alvorligt, at han måtte skrive hjem og hidkalde hustruen Christence Viffert og sine voksne døtre.

At døden lurede lige om hjørnet, var en del af livet for renæssancemennesket. Under rejse og krigsstrabadser blev døden hverdagskost.

Eske Brock mistede i Kalmarkrigens indledende faser sin kære svigersøn Steen Rosensparre i slaget på Skellinge Hede, hvor mange danske adelsmænd blev nedslagtet af de svenske tropper. Et tab han med stor sorg omtaler i sin dagbog. Kort efter døde den ulykkelige datter, og nu lå han selv for døden langt hjemmefra.

Hustruen Christence Viffert, den ældste datter Jytte Brock og den yngste Lisbeth Brock tog den lange rejse til Sverige for at pleje ham. Det var et af adelens privilegier at kunne kalde deres hustruer til fronten. De dygtige adelsfruer sikrede i de bedste tilfælde pleje og helbredelse; i de værste den sjælelige omsorg, som det var adels-kvindernes forpligtigelse at yde for den døende.

Eske Brock overlevede dog lykkeligvis sin sygdom og kunne i februar 1613 vende hjem til Danmark.

Døden

I 1625 drog Eske Brock sit sidste suk. Hans ligprædiken er stadig bevaret, og her fortælles om hans lange og indholdsrige liv.

Hele livet igennem var Eske Brock velsignet med et godt helbred, og kun de sidste tre år begyndte alderdommen at presse sig på. Da var Eske Brock også blevet 62 år.

I den sidste tid - der strækker sig over en måned - fik Eske Brock sygebesøg af en del forskellige læger, sognepræsten og hans svigersøn Jørgen Skeel. Troen på Gud var der til det sidste, og ved et af præstens besøg, hvor hans sygdom var taget meget til, skal Eske Brock have sagt ham dette vers:

Skulle det vare fra Morgenstund Og indtil Afftens Ende Da skulle mit Hiert’ ræt ingenlund Forvise eller fra Gud vende

65 år gammel udåndede Eske Brock omgivet af sin familie og nærmeste venner. Datteren Lisbeth Brock havde været ved ham til det sidste og sørget for at kalde familien sammen, da hun så, at enden var nær.

Eske Brock blev begravet ved siden af sin afdøde hustru, Christence Viffert, i Skt. Mortens Kirke, Randers, i det søndre kapel, som han havde købt grundstykket til i 1615. Det findes desværre ikke længere i dag.

NÆSTE
Christence Viffert