0

Jørgen Skeel

1656-1695

Jørgen Skeel, kaldet Kammerjunkeren, var veluddannet og berejst, og han deltog i sin ungdom i fyrstelige bryllupper og begravelser i Europa.

 Jørgen Skeel

Han takkede nej til at blive greve og kunne derfor ikke få den komtesse, som han havde udset sig til hustru.

I 1691, 35-år gammel, giftede han sig med den purunge Benedicte Brockdorff.

Jørgen Skeel efterlod ved sin tidlige død i 1695 Gammel Estrup til sit ufødte barn, der viste sig at blive en søn; Christen Scheel, kaldet Obersten, som blev den første greve Scheel.

Den forgyldte vugge

Da Jørgen Skeel blev født den 12. maj 1656, var han Danmarks rigeste barn. Alle på den store herregård Gammel Estrup må have åndet lettet op, da de hørte hans skrig, og ammen har været parat ved hans gyldne vugge.

Imens Jørgen lærte at kravle og sidde på sin første ridehest, trak mørke skyer op over Danmark. Særlig den indflydelsesrige danske adel, som Jørgen Skeel tilhørte, var truet.

Fætteren Mogens Skeel

Den to-årige Jørgen rejste med sin familie til København, hvor familiens gård under belejringen blev et fristed for unge adelsbørn.
Mogens Skeel, Jørgen Skeels fætter på otte år, var også i København under belejringen. Hans fader, Christen Skeel til Fussingø, var kongens ældste rigsråd.

Kobberstik af Mogens Skeel.

Christen Skeel til Fussingø var meget syg og lå på sit dødsleje. Han sendte bud efter sønnen Mogens, der havde en rigtig pæn håndskrift. Den nye konge, Frederik III, havde nemlig truet med at tage magten fra rigsrådet og indføre enevælde, så han ikke længere skulle spørge adelen til råds, men selv kunne regere landet.

Mogens Skeel nedskrev efter faderens diktat en sidste bøn til kongen, en bøn om at bevare rigsrådet, hvor rigets bedste mænd sad. Brevet er berømt i Danmarkshistorien, både fordi det er skrevet af en otteårig og fordi det fortæller om den danske adels forhold til kongemagten lige før enevælden.

Kongen lyttede ikke, for mange herremænd havde svigtet og var flygtet til Sverige. Enevælden indførtes i 1660, kort efter at kongen sammen med borgerne i København havde slået svenskerne.

Fætteren Kaj Lykke

I enevældens første år ville kongen gerne vise sin magt og skaffe penge til den tomme statskasse. Det gav Jørgen Skeels fader, Christen Skeel, alvorlige bekymringer.

Jørgen Skeels rige fætter på Gisselfeld, Kaj Lykke, blev anklaget for majestætsfornærmelse og måtte flygte til sine godser i Sverige. Alle i København sladrede om det brev, som kongens betjente havde beslaglagt.

Hvad var det, den rige Kaj Lykke havde skrevet om dronningen til tjenestepigen Sofie? Og var det rigtigt, at dronningen havde en affære med sin kammertjener, som Kaj Lykke havde skrevet?

Rigets højesteret, hvor alle Kaj Lykkes rige og adelige slægtninge havde sæde, dømte ham til døden, og kongen beslaglagde alle syv herregårde.

Da dommen var afsagt, fik kongen lavet en dukke af Kaj Lykke. På slotspladsen blev dukken halshugget og på en vogn kørt til Nytorv, hvor dukkens hoved med Kaj Lykkes ansigt malet på blev sat på en stang.

Det var godt, at Kaj Lykke var flygtet. Jørgen Skeel var heldigvis tilbage på Gammel Estrup i Jylland, men den lille dreng kunne se det hele for sig, når han hørte de voksne hviske om det grusomme skue.

Portræt af Kaj Lykke

Moder Birgitte Rosenkrantz

På Gammel Estrup var der en hel flok af adelsbørn, som Birgitte Rosenkrantz opdrog i den rette gudstro.
Forestillingen om de dødes hjem i Guds himmel, hvor solen altid skinnede og de døde børn havde fået englevinger, talte til barnehjertet.

Der var så mange, der døde. Jørgen Skeel havde otte søskende, der døde lige efter fødslen eller i de første barneår. Han savnede dog ikke jævnaldrende, for han blev opdraget sammen med kusiner og fætre, som han resten af livet kaldte for brødre og søstre.

De, som han så mest til, var de moderløse børn, som Birgitte Rosenkrantz tog til sig på Gammel Estrup.

Jørgen Skeels moster, Lisbeth Rosenkrantz, døde i barselsseng, da Jørgen Skeel var tre år, og da han var blevet ni år døde hans moster Mette Rosenkrantz på nabogården Rosenholm. Alle de små blev trøstet af moder Birgitte Rosenkrantz.

På herregården i Jylland kom der en ny ven, som den lille Jørgen kunne se op til: Den seks år ældre Frederik Gersdorff. Han var søn af rigets nye statholder, Joakim Gersdorff, og han skulle giftes med Jørgen Skeels lillesøster, Elisabeth Sofie Skeel, når hun var blevet gammel nok.

Leg og lærdom

For 350 år siden elskede alle børn den korte sommer. Sommeren var som himlen, de dødes paradis, hvor solen aldrig gik ned og græsset duftede af tusinde blomster. Børnenes lege var inspireret af de voksnes verden og af de oldgamle historier, som de læste på latin.

Drengene red om kap, kæmpede med træsværd og fægtede som krigsguden Mars. Snart skulle de træne med rigtige våben.

Pigerne plukkede rosenblade, pyntede sig og dansede med blomsterkranse og drengene drak sig fulde i rosenvand som i det berømte Bacchus-optog, hvor guden Bacchus befrier den forladte Ariadne.

Børnene efterlignede de voksnes fester, hvor det var blevet moderne at klæde sig ud som antikkens guder.

Om vinteren gik man i skole. Jørgen Skeel læste om guder og helte på græsk og latin. Franske og italienske romancer var kommet på mode, så måske har Jørgen Skeel drømt om troldkvinden Armida, der forheksede den danske ridder Holger i Tassos roman "Det befriede Jerusalem". Det var det eventyr, der inspirerede Solkongen til en overdådig fest i maj 1664, da Jørgen Skeel var otte år.

Bryllup

I 1676, 20 år gammel, blev Jørgen Skeel sekretær for ambassadør Just Høeg i Nimvegen, der på dette tidspunkt var sæde for vigtige fredsforhandlinger mellem den franske Solkonge og Nederlandene. Her passede Jørgen Skeel ind med sin røde jakke og høje paryk.

Jørgen Skeels karriere inden for diplomatiet blev dog hurtigt afbrudt. I juni 1677 døde moderen Birgitte Rosenkrantz pludseligt midt i den lyse sommer. Hun havde, til alt held, nået at se sin eneste datter, Elisabeth Sofie Skeel, komme sikkert i havn i ægteskabet med Frederik Gersdorff, Jørgen Skeels ældre legekammerat.

Elisabeth Sofie Skeel og hendes yngre søster Jytte Skeel som små. Maleriet er malet i 1660'erne, men er desværre ikke signeret.

Frederik Gersdorff var i 1677 kommet hjem efter otte år ved kurfyrstens hof i Braunschweig og havde fået stilling som ceremonimester ved Christian V's hof.

Kong Christian V (1646-1699), konge af Danmark-Norge fra 1670 var søn af Frederik III, der indførte enevælden i 1660.

Vi kender ikke bryllupsdatoen præcist, men i 1677 blev den 17-årige Elisabeth Sofie Skeel både gift og moder til sit første barn, så brylluppet må have stået i det tidlige forår.

Elisabeth Sofie Skeels datter, Øllegård Gersdorff, giftede sig med Christian greve Friis til Frijsenborg. Deres efterkommere besidder i dag Danmarks to største grevskaber, Frijsenborg og Wedelsborg.

Begravelse

Jørgen Skeels moder, Birgitte Rosenkrantz, blev begravet i København, i Nikolaj Kirke, ved siden af sin elskede mor, Lisbeth Lunge.
Nevøerne skrev vers til den ligprædiken, der blev udgivet af en københavnsk bogtrykker.

Den trykte ligprædiken, med beskrivelser af et dydigt liv og af det sidste åndedrag med en salme på læben, sikrede, at slægt og venner kunne ære Birgitte Rosenkrantz' liv og glædes over hendes nådige død.

Befriet for al jordisk smerte kom Birgitte Rosenkrantz - i ligprædikenen benævnt "Rosenkransen" - hjem til sine døde børn i himlen.

Som jomfru Maria i middelalderen kunne Birgitte Rosenkrantz også her gå i forbøn for syndige sjæle, som en trofast hustru og ædel moder burde.

Fyrstefester

Da Jørgen Skeels moder, Birgitte Rosenkrantz, døde i 1677, var Jørgen Skeel på rejse, og moderens begravelse bragte ham kun hjem til Danmark for en kort visit.

For pligtskyldigt levede Jørgen Skeel det fyrstelige liv på den internationale scene, som han var opdraget til.

Efter tre års ophold i Paris deltog Jørgen Skeel i et prægtigt, kongeligt bryllup i London. Sammen med fætteren, Mogens Skeel, og svogeren, Frederik Gersdorff, var han at finde i den danske prins Jørgens følge, da prinsen blev viet i juli 1683 i London til den billedskønne 18-årige prinsesse Anne af England.

Senere samme år var der statsbegravelse i Frankrig. Den franske solkonge Ludvig XIV's dronning var død og Jørgen Skeel var der, sammen med Frederik Gersdorff, for at kondolere.

Ceremonierne var overdådige. Der blev opført sørgemarcher med nykomponeret musik af kongens hofkomponist Lully. Alles øjne har spejlet elskerinden Madame Maintenons dydige tårer.

Efter brylluppet og begravelsen var det tid til afslapning, og som en flittig bi besøgte Jørgen Skeel alle Italiens mest blomstrende byer.

Ridning

Danske prins Jørgen var en fremragende rytter. På Rosenborg kan man se billeder af ham til hest.
Hestene optræder både i spansk dressur og i de hesteballetter, der i barokken blev arrangeret til de fyrstelige fester.

Hestedressur og ballet har også været en del af Jørgen Skeels uddannelse. Evnen til at håndtere heste som ridder eller som spektakulær dressurrytter var adelsmærket. Ligesom fægtekunst, ballet og latin.

Billede fra Gallerigangen på Gammel Estrup, hvor tapetet er små glansbilleder.

En stædig ridder

Omkring 1687 var Jørgen Skeel hjemme igen fra sin store rejse. Alt var dog ikke idyl. Jørgen Skeel tilhørte en lille hård kerne af svorne adelige riddere, der ikke ville opgive deres ejendomsret for en grevetitel.

Jørgen Skeels fader, Christen Skeel, arbejdede til sin død som højt estimeret embedsmand. Han var amtmand og højesteretsdommer for den enevældige konge.

Han havde ikke brug for en grevetitel, selvom han havde jord nok til to grevskaber og et baroni.

Maleri af Jørgen Skeel.

Ved faderens død i 1688 arvede Jørgen Skeel syv herregårde med landsbyer, gårde, kirker og skoler.

Som den største herremand på egnen blev han arbejdsgiver for præster, degne, skovridere og møllere med et følge af ridefogeder, betjente og sekretærer.

Han havde pligt til at forsørge enker, forældreløse og invalider, og så skulle han finde en passende hustru til at ride ved sin side, når fyrste-herligheden med stor pragt skulle vises frem.

Ridderhjertet

Jørgen Skeels ridderhjerte blev sat på en hård prøve. Han forelskede sig i en forældreløs komtesse, men kongen var ikke til at rokke. Jørgen Skeel ville ikke være greve og kunne derfor ikke ægte en komtesse, da hun ikke måtte gifte sig under sin stand.

Maleri af Jørgen Skeel.

Når man har uheld i kærlighed, må man prøve at vinde i spil eller købe sig selv en gave. Her gik det bedre.

Det lykkedes Jørgen Skeel at købe sine lollandske slægtninge ud af Lollands største herregård Krenkerup, som han havde arvet en del af fra sin moder, Birgitte Rosenkrantz.

Jørgen Skeel fejrede sejren ved at lade sig selv male med sejrskrans, romersk krigerrustning og hvide silke-sko. I baggrunden kan ved siden af kransen kan man se Krenkerup.

Jørgen Skeel stod stædigt fast på sine ridderlige idealer. På Krenkerup lod han ridse en satire i lysthuset, der latterliggjorde de friherrer, grever og baroner, der var så afhængige af kongen.

En kur

Dyre gaver erstatter ikke ægte kærlighed. Jørgen Skeel blev syg af kulden i Danmark.
Gigten gnavede, så hvad kunne være en bedre kur end en rejse til de varme kilder i det elskede Italien?

Her duftede roserne sødere, vinen sprøjtede fra druerne og kvinderne var mere letpåklædte. Hans berejste svoger, Frederik Gersdorff, var også på kur. Alle, der havde mange penge, var på kur.

En trofast sekretær hjemme i Jylland så det som sin ypperste pligt at skrive et vers, der skulle bringe Jørgen Skeel lykke på rejsen.

Verset blev trykt og mangfoldiggjort og læst op ved en ceremoni ved Jørgen Skeels afrejse.
Sekretæren beskrev Jørgen Skeels sygdomskvaler og den helse, som han kunne finde i kurbadet.

I verset blev der lagt vægt på det forebyggende og håbet om, at kurbadet kunne forhindre sygdoms-gnisten i at blusse yderligere op.

Samme vers mindede Jørgen Skeel om at komme rask og rørig hjem igen til de utålmodige undersåtter, men ikke mindst hentydede det til det bryllup, som alle ventede på.

Benedicte Margrethe Brockdorff

Det, der skulle lokke Jørgen Skeel, var en yndig brud, den 13-årige holstenske adelsdame, Benedicte Margrethe Brockdorff.
En Brockdorff fra herregården Bothkamp i Holsten var umiddelbart ikke den mest nærliggende alliance til en Skeel fra Gammel Estrup i Østjylland.

Jørgen Skeel skulle dog ikke længere væk end til nabogården Løvenholm for at finde en herremand fra Breitenburg i Holsten, Christian Ditlev Rantzau. Han var beslægtet med Benedicte Brockdorff, hvis moder og farmoder var født Rantzau.

Benedicte Brockdorff var ud af en familie med indflydelse. Hendes ældre halvbroder, Cai Lorenz Brockdorff, havde været kammerherre hos Christian V's dronning, Charlotte Amalie, og storesøsteren havde ægtet den danske greve Valdemar Løvendal, der var af kongelig afstamning. Han var statholder i Norge og udstationeret i en dansk garnison i Holsten.

Bryllup på Bothkamp

Jørgen Skeel og Benedicte Margrethe Brockdorff holdt bryllup på Bothkamp i maj 1691. Benedicte Brockdorff havde set, hvordan et fyrsteligt bryllup skulle være.

Forbillede var fransk, og her var dans i forskellige kostumer, hesteballet og guld-betrukket marcipan i høj kurs.

Vi ved ikke, om Benedicte Brockdorff brød sig om dans, heste og marcipan. Men det franske kan vi ikke komme uden om, for hun skrev sine breve på fransk, og hendes kjoler blev syet af franske syersker.

Brylluppet stod hos Benedicte Brockdorffs moder på herregården Bothkamp i Holsten, og det har været overdådigt, som det hørte sig til. Det nygifte pars bryllupstog, i vogne med pragtfulde heste og forriddere, har vakt opsigt.

Brudeparret havde pligt til at lade sig fejre på alle Jørgen Skeels besiddelser på Lolland og i Østjylland.

Vi må håbe, at den 35-årige Jørgen Skeel og den kun 13-årige Benedicte Brockdorff har nydt festlighederne i løbet af den lyse danske sommer.

Herskabet

I 1691 havde der ikke været en herregårdsfrue på Gammel Estrup siden Jørgen Skeels moder Birgitte Rosenkrantz døde 14 år tidligere. Alle forventede, at det nye herskab satte en pragtfuld scene for sig selv, for det var en adelig forpligtelse. Herskabets rigdom skulle omsættes og bringe håndværkere og modevarer fra den store verden til Østjylland.

I sidste ende skulle herremanden være som den frugtbare kilde, der bragte nyt arbejde og inspiration til sine forventningsfulde undersåtter. Jørgen Skeel opfyldte sine forpligtigelser og bestilte otte store vægtæpper, der skulle væves af udenlandske vævere.

Vægtæpperne skulle illustrere slægtens nedarvede herligheder: De otte herregårde havde tilsammen jord nok til to grevskaber og et baroni.

Intet rum på den gamle herregård havde plads til den ødselhed, så Jørgen Skeel måtte indrette en hel ny riddersal til ophængningen.

To ud af de otte gobeliner over Jørgen Skeels besiddelser. Øverst Gammel Estrup. Til højre Krenkerup.
De resterende seks er: Ørbæk, Sostrup, Rosen-lund, Ulstrup, Skærvad og Nørregaard.

Grevekrone?

Vi ved ikke, om Benedicte Brockdorff har plaget Jørgen Skeel om en grevindekrone. De har måske diskuteret for og imod. Der var jo en åbenlys risiko ved at give sin jord for en grevetitel.

Måske har Jørgen Skeel sat fødslen af en levedygtig søn som betingelse. Hans to svorne venner fra ungdommen var begge døde uden mandlige arvinger.

Svogeren Frederik Gersdorff. der efterlod sig tre ugifte døtre, døde i 1691, og fætteren Mogens Skeel, der efterlod sig to ugifte døtre, gik bort i 1693.

Risikoen var stor, og Jørgen Skeel takkede indtil videre nej til at indlemme nogle af sine godser i et grevskab.

En tidlig død

På trods af de mange dødsfald i den nære slægt tegnede alt lykkeligt i det tidlige forår 1695. Benedicte Brockdorff var blevet med barn, samtidig med sin søster, og fødslen var beregnet til august måned; den måned, hvor jordens frugtbarhed ville kulminere i ødsel blomstring.

Først i marts lagde Jørgen Skeel sig til sengs med en svær forkølelse, og her blev han liggende.

Efter et par dage tilkaldte han den kusine, som han havde kaldt søster som barn, Elisabeth Rosenkrantz. Hun var 40 år og havde siden 1682 siddet som enke på Møllerup gods i Feldballe. Hendes mand, Knud Gyldenstjerne, var død, kun 15 uger efter brylluppet, efterladende Elisabeth Rosenkrantz gravid med en lille datter.

Om Jørgen Skeel har frygtet at dø som Knud Gyldenstjerne, fra en ung gravid hustru, og set Elisabeth Rosenkrantz som et værdigt forbillede for Benedicte Brockdorff, det ved vi ikke, men det ligner en tanke.

Jørgen Skeel blev stadig svagere, og han ville ikke lade sin bekymrede hustru tilkalde læge eller feltskærer, så Elisabeth Rosenkrantz tilkaldte præsten.

Med både hustru og kusine ved sin side, uden smerte eller dødsangst, udåndede Jørgen Skeel med et sidste suk den 7. marts 1695.

Sol og måne

Benedicte Brockdorffs sol var gået ned. Håbet havde været tændt, lyset havde været vendt tilbage efter en lang mørk vinter, men så døde solen.

Den sol, der med gyldne stråler nådigt havde kastet guld efter præster og degne, jægere, skovridere, kammertjenere og sekretærer. I Jørgen Skeels ligprædiken blev Benedicte Brockdorff beskrevet som månen, der har fået sit lys fra den sol, der nu var slukket.

Ingen kunne forestille sig en fremtid. Alt var nu kaos, alle håb kastet i grus. Hele Østjylland sørgede og frygtede fremtiden.

Skulle Benedicte Brockdorff sidde som sortklædt enke uden herremand på det kolde herresæde? Ville det ventede barn blive en søn og arving?

Hvem skulle nu opretholde orden, skaffe velstand og herlighed? Hvor skulle man vende sig, hvis man ville tjene og stige op ad magtens tinder? Jørgen Skeels død kastede sine skygger vidt omkring.

Gravmælet

Efter Jørgen Skeels død kredsede alle om Benedicte Brockdorff; den 17-årige enke, som Jørgen Skeel efterlod med ansvaret for herlighederne. Som svar på tiltale rejste hun et gravmæle i marmor over sin faldne ridder, Jørgen Skeel, der ligger i rustning med kastet ridderkårde. Over ham er billedet af den frodige Benedicte Brockdorff med højt hår og krøller, der slynger sig over brystet.

NÆSTE
Benedicte Margrethe